“Hvad man ikke dør af…”

Jeg tror at vi sidder mange som har hørt udtrykket “Hvad man ikke dør af, gør én stærkere”. Men er det egentlig rigtigt, og hvorfor og hvornår bruger vi i det hele taget det udsagn?

Jeg har hørt det utallige gange. Ikke direkte henvendt til mig, men af mennesker som slutter en fortælling om en svær periode, eller noget der er hårdt af med: “Nå, men hvad… Hvad man ikke dør af, gør én stærkere!” I mange år tænkte jeg ikke nærmere over det. Accepterede det blot, og tænkte i det stille højst, at nogle mennesker virkelig måtte være meget stærke, med al den modgang de havde haft. 

Jeg ved nu, at det er ikke er sandt. Men at udtrykket “hvad man ikke dør af gør én stærkere” er et udtryk for negligering. Af følelser. Og det er noget skidt. Og det er ikke sandt. 

Vi ved at depression, stress, angst, sorg m.m. kan sætte dybe spor i menneskets hjerne. Det kan give skader over længere tid og i nogle tilfælde kan skaderne være permanente. Så nej. Modgang gør dig ikke stærkere. Det gør dig mere sårbar. En sårbarhed vi ikke vil stå ved. 

Og hvordan kan det næsten være anderledes. 

Vi lever i en verden, hvor præstationsræset kører på sit højeste. Vi har travlt og vi skal være dygtige. Dygtige på arbejde, være en god mor, en god kone, en god veninde, bage de rigtige boller, spise det rigtige mad, løbe et maraton, lave en ironman etc. 

Der er ikke plads til sårbarhed, eller at være med det der er svært. Og hvis det der er svært og hårdt tager lang tid at hele, er det da helt tilovers. Både for én selv, men måske også for andre. “Nu må hun da også være kommet videre, det kan hun da ikke blive ved med at hænge fast i”.

Der er også en god mulighed for at vi slet ikke opdager at en anden har det svært på et område i sit liv. Toget kører jo videre. 

Et andet afspekt er, at vi gennem vores liv, har fået en mere eller mindre negativ respons på adfærd/følelser som vrede, når vi har været kede af det, skuffede med mere. Derigennem har vi lært, at sådanne følelser ikke er okay og at disse følelser skal nedtones. 

Tag bare eksemplet med det lille barn der falder og slår sig, og græder. Jeg tror vi er mange der har hørt “Op igen, det gjorde da slet ikke ondt”. Her får det lille barn at vide hvordan det skal have det, i stedet for at få den trøst han egentlig havde brug for. På den måde, og gennem mange af disse oplevelser, lærer barnet at lukke af for sit indre, og bliver stedet for styret af det ydre. Hvad andre tænker og mener. 

Sårbarhed.

Men som jeg ser det, skal vi stå ved den sårbarhed, der også er en del af et menneske, for at kunne være et hel.  

Vi skal lære, at turde stå ved vores sårbarhed og mærke det der er svært. Det må gerne fylde. 

Og vi skal lære at turde sige det højt. Det er svært, fordi at det for mange kan være forbundet med skam og mindreværd. 

Men det ændrer ikke på at sårbarhed er en del af det hele menneske. 

Det skal have plads og rum. 

Og så skal det have tid. 

Tid til at hele. Så omfavn din sårbarhed. Rum den og accepter den.

Altid fra hjertet

Conni