Min blog
Kan du mærke det?
Kan du mærke det? At efteråret kommer snigende? Det bliver mørkere og koldere om morgenen, bladende danser ned fra træerne, fuglene begynder at samles i flokke, og dagene er allerede kortere.
Hvis du er een af de mennesker som rammes af Efterårs- og vintertristhed, så læs med her, hvor jeg giver mine bud på, hvordan du kommer bedst igennem den mørke tid.
1. Gå udenfor.
Tag godt med tøj på, så du er godt rustet til det våde og kolde vejr, og gå en tur, cykel en tur eller andet. Det giver fornyet energi og lykkehormonerne vil danse i dig.
2. Spis nærende mad
Det er vigtigt at spise nærende mad, så du giver din krop de bedste betingelser for at holde energien oppe.
3. Sov godt…
Sørg for at få sovet nok. Det er så utrolig vigtigt, for at få overskud og energi. Og når du har overskud og energi, så får du adgang til ressourcetanker, og kan bedre flytte dig fra det der dræner.
4. Accept, accept, accept.
Du kan ikke lave om på årstiden, og det hele bliver lidt nemmere af at acceptere at det er sådan det er. Du får det ikke værre af at acceptere tingenes tilstand, men du kan sige til dig selv; “ok, det er sådan det er, hvad har jeg egentlig brug for lige nu”?
5. Selvomsorg
I forlængelse af punkt 4, så kan det gøre en stor forskel for mig at give mig selv det jeg har brug for. Gøre det lidt ekstra hyggeligt, lave de gode gryderetter jeg elsker, tage et tæppe i sofaen, pleje mig selv, læse en god bog, ring til en veninde, grin… Vær din egen bedste ven – Lav en liste og ting du elsker, det der nærer og gør dig glad, og hiv den så frem når du har brug for det.
6. Gå på opdagelse i dig
Anerkend dine følelser. Prøv at være nysgerrig på, hvorfor du har det som du har det. Og prøv at skrive ned hvad der skal til for at ændre det. Hvad er dine forhindringer.
Det er ikke sikkert det hele løser sig med det samme, men første skridt er altid bevidsthed.
Jeg håber du får et varmt og selvkærligt efterår.
Sommer i balance
For de fleste står sommerferien for døren, og det gør den også for mig.
Det er tid til at drosle ned, komme ned i gear, være sammen med familien og venner, og for mig er sommeren også strand og vand, jordbær, stakkevis af bøger, podcasts i ørene, kold rosé på terrassen, gåture, spontane småture, at se nye steder fyldt med sjæl og smuk natur, små hyggelige loppemarkeder og meget mere.
Ja det kan vist ikke komme bag på nogen at de fleste glæder sig til ferie.
For mig blev forventningens og sommerens glæde engang dog ofte lidt flosset i kanterne, når tiden endelig var inde. For der var andre end mig der havde forventninger til sommer og ferie, og det var dengang jeg levede et antenneliv.
Antenneliv siger du måske. Hvad er nu det? Jo, det var dengang jeg ikke levede mit liv med udgangspunkt i mig, og i mine behov. Jeg levede mit liv ud fra andres forventninger, og ud fra hvad jeg troede de forventede af mig.
Det var sindssygt opslidende. Det var hårdt, og jeg blev irriteret og sur, og gik sådan lidt og småvrissede hele tiden over at jeg gik og knoklede for at alle skulle have det godt og have en fed ferie, men hvor var der egentlig plads til mig og det jeg gerne ville…
Måske du kender det? Du ræser rundt og laver mad x mange i løbet af dagen til din familie, du løber efter dem med en bøtte solcreme, støvsuger endnu engang fordi terrassedøren har stået åben hele dagen og ungerne er løbet ud og ind med både sand og græs og våde fødder, du vasker tøj til den store guldmedalje, og det hele foregår i det hele taget på alle andres præmisser end dine.
Så her kommer mine tips til en ferie, hvor du kan have dig selv med hele vejen.
1. Som modtager af nyhedsbrevet har jeg tidligere introduceret dig for badekarsteorien. Du ved, det der med at fylde dit badekar med netop dine behov (ikke behag ;-)), så dit badekar kan flyde over med og af lækkerhed, så der er masser af overskud og energi til det du gerne vil og til de andre i familien (men husk, at de har deres eget badekar, og at de som udgangspunkt selv er ansvarlige for at fylde det). Det er top vigtigt, også i ferien, ellers bliver du drænet
2. Husk at sige ja tak til det du gerne vil, men også nej tak til det du ikke vil. På den måde holder du på dit overskud, men du lærer også dine børn, at det er okay at sige nej til noget eller nogle.
3. Snup dig et bevidst åndehul i løbet af dagen, gerne flere gange i løbet af dagen. Det kan være en gåtur alene, en kop kaffe i solen, dybe vejrtrækninger mens du går på bare tæer i græsset, mediter, løb en tur, tag en lur, mulighederne er mange
4. Og husk – det er ikke vigtigt at alt er perfekt. Det er ikke vigtigt med rene gulve, en perfekt menu hver dag, om græsset bliver slået i dag eller i morgen, eller hvad du nu synes der kommer i vejen for DIN sommer. Nyd det nu, sug sommeren og din familie til dig, elsk og husk kærligheden – både til dig selv og din familie.
Jeg har enkelte ledige tider i juli, så tøv ikke med at skrive em sms eller en mail til mig, så finder vi en tid sammen.
Og hvis nu du synes at det dog er forfærdelig egoistisk det hele, med at tage udgangspunkt i sig selv og egne behov og så videre, så kunne det være at du skulle bruge lidt af din sommer på mit nyeste onlinekursus om skyggearbejde.
Skyggearbejde er én af de ting der har taget mig allerlængst – tilbage til mig og min kerne, og som har bragt mere ro, balance og glæde ind i mit liv og i mine relationer. Jeg kan på det varmeste anbefale dig at gå i gang med det. Du finder det lige her: https://conniolesen2.simplero.com/purchase/130604-Skyggekursus
Tilbage er bare at ønske dig en smuk og dejlig sommer
Altid fra hjertet
Conni
Spaceclearing
Hvad har du brug for at give slip på?
Der er ingen tvivl om at jeg er stor fortaler for at, du skal rydde op i det liv der foregår indeni dig. Rydde op i alt det der dræner, alt det der holder dig fast i gamle mønstre og strategier som spænder ben for det du virkelig ønsker dig i dag.
Hvad der dog for mig er lige så vigtigt, er at rydde op rundt omkring dig. I alt det du omgiver dig med til daglig. Alt lige fra hvad du har af tøj i skabet, til hvad du har i dine køkkenskabe af madvarer, service og plastikbøtter, hvad der hænger på dine vægge, hvad der er i din taske, din pung, i din bogreol, i din bil og så videre.
For hvis du omgiver dig med alt for mange ting, ting du har kroge i, ting som du ikke bruger og som du måske ikke engang kan lide, så dræner det dig og efterlader ikke meget plads til flow og god energi. Lige som det også er væsentligt at alt det der bor i dit hus har en fast plads. Sådan at der ikke kommer rod. Rod dræner og trækker ned. Rod er også alt det du ikke bruger, fordi det ikke passer til dig.
Spaceclearing
Så derfor vil jeg gerne introducere dig til noget som jeg virkelig elsker selv. Spaceclearing.
Spaceclearing giver ro, luft og flow. Dette ved at du er selektiv. At du aktivt tager fat i alt, og jeg mener alt i dit hjem som du omgiver dig med. Helt ned til den reklamekuglepen du har liggende i skuffen. Jeg vil gerne invitere dig til at gå dit hjem igennem step by step, et rum ad gangen, eet skab, og én skuffe ad gangen. Og du gør det ved at stille dig selv de her 3 spørgsmål:
- Bruger jeg den?
- Elsker jeg den?
- Har den et sted at bo?
Hvis ikke du kan svare ja til de 2 øverste spørgsmål, og du ikke kan smide den/det ud, så har du en krog i den/det. Hvis du kan svare ja til de øverste 2 spørgsmål, og den ikke har et sted at bo, så skal den have en plads. Og den plads skal du finde.
Hvis du har en krog i noget, så være undersøgende på hvad der er på spil for dig. Hvorfor kan du ikke smide den ud, hvad handler krogen om?
Da jeg gjorde det her første gang tog det måneder at gå mit hus igennem. Men shit, en fantastisk følelse der plantede sig både mens jeg var i processen og efter. Jeg spaceclearer stadig, for af og til sniger der sig stadig ting ind i mit liv, som ikke passer til mig, som jeg alligevel ikke får brugt. Men det tager knap så lang tid mere, fordi jeg er mere og mere opmærksom på hvad jeg gerne vil have.
Det er en ongoing proces – du kommer til at gøre det mange gange. Men jeg lover dig at det er det hele værd.
Vær også opmærksom på om du gemmer den kjole væk som du elsker allemest til noget særligt. Så hænger den måske i dit skab om 7 år, og du har kun fået den brugt 3 gange, og så passer den pludselig ikke til dig længere, den har mistet det du så i den tidligere. Eller om du gemmer det fine stel, de fine glas til en bestemt lejlighed, dine smykker eller hvad det nu kan være for dig. Få det frem – det hele. Nyd det du har nu.
Rigtig god fornøjelse <3
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, hvis du vil have flere tips, tricks og øvelser for at kunne live et liv i balance med dig i centrum, indefra og ud <3